Den ultranationalistiske Jean-Marie Le Pen lover i sit netop offentliggjorte valgprogram at standse indvandringen til Frankrig og Frankrigs integration i Europa, som han betegner som en katastrofe for fædrelandet.
Til begejstrede "Le Pen President"-tilråb fra tilhængere lovede Le Pen på dagens partikonvent i Front National at skære i de sociale ydelser til indvandrere og "genoprette Frankrigs grænser", hvis han vinder det franske præsidentvalg til april. Det er femte og formentlig sidste gang, 78-årige Le Pen forsøger at erobre præsidentposten.
Han sagde, at Frankrig er ved at bukke under i fattigdom, arbejdsløshed, udflytning af virksomheder og "massiv indvandring".




