DF vil tvangskastrere pædofile

Onsdag d. 21. feb. 2007 kl. 07:11 af pmol for TV 2 Nyhederne

Dansk Folkeparti arbejder på højtryk på et nyt lovforslag om, at pædofile skal kunne tvinges til en medicinsk kastration. Udmeldingen kommer efter en far, der sexmisbrugte sine døtre i Tønder, i går blev idømt 10 års fængsel, skriver metroXpress.

"Han og andre pædofile bør kunne idøm­mes og tvinges til medicinsk kastra­tion. Vi ved, at mange seksuelle kræn­kere gør det igen og igen, og jeg ser det ikke som en straf, men som en måde at hjælpe dem af med deres lyst til at være sammen med børn," siger DF's Peter Skaarup til avisen.

Han henviser til, at en undersøgelse fra fængslet i Herstedvester viser, at det er effektivt at nedsætte de pædofiles kønsdrift.

Siden 1989 har medicinsk kastration været et tilbud, som cirka to sædelighedskriminelle indsatte på Herstedvester har gennemgået om året.

Ingen af dem er ifølge fængslets undersøgelse faldet tilbage i sædelighedskriminalitet.

Men ifølge lægeforeningen og Etisk Råd kan man ikke tvangsbehandle folk, som ikke er sindssyge, i Danmark, og ifølge Birgit Jessen­Petersen, administrerende overlæge på Herstedvester, er behandlingen med medicinsk kastration ikke noget, man bare lige gør.

"Vi bruger lang lang tid på at vurdere, om vi vil tilbyde en så indgribende medicinsk behandling. Kun hvis der er tale om gentagen og personfarlig sædelighedskriminalitet, er det en mulighed, men det kræver en langvarig observation," siger hun.

Print artikelSend til en ven Del på facebook