Terrorsager under efterforskning

Onsdag d. 14. feb. 2007 kl. 11:45 af pett for TV 2 Nyhederne

Betjente foran retten i Odense

I flere lande har politiet og efterretningstjenesterne afværget formodede terrorangreb. Her kan du læse om baggrunden for de mest omtalte sager, og følge med i udviklingen.

Glostrup, Danmark

Sagen startede, da bosnisk politi anholdt en 20-årig dansk-tyrkisk mand i Sarajevo. I lejligheden fandt politiet store mængder sprængstof og desuden bælter til selvmordsbomber. Få dage efter foretager politiet i Danmark fire anholdelser, efter henvendelse fra politiet i Bosnien. I løbet af sagen har flere andre været anholdt, men ved sagens afslutning er antallet af sigtede fortsat fire. De er sigtede for at planlægge en terrorhandling, et sted i Europa. Der falder dom i sagen i februar 2007.

Vollsmose (Odense), Danmark

De fem blev sammen med andre anholdt tidligt om morgenen den 5. september 2006 under en storstilet politiaktion, bl.a. mod en række mennesker i Odense-bydelen Vollsmose. Politiets Efterretningstjeneste (PET) sigter de fem for have været i færd med at forberede en terrorhandling. Gruppen var i gang med at skaffe diverse effekter til fremstilling af en eller flere bomber, mener PET. De fem sigtede er fortsat fængslede i sagen.

London, England

Seks mænd er anklaget for at planlægge busbomber i Londons midtby. Sagen er i England kendte som '21. juli'-sagen, fordi angrebet angiveligt skulle have foregået på netop denne dag i 2005. Et af bevismaterialerne i sagen er en overvågningsvideo, der angiveligt viser den ene af mændene, der forsøger at udløse en selvmordsbombe fra en rygsæk. Bomben var dog en fuser og eksplosionen var for lille til at udrette nogen skade hverken på den anklagede eller andre i bussen. Sagen har altså været halvandet år under vejs, og sagen kører lige nu for retten.

Birmingham, England

Mindst 10 personer blev anholdt onsdag d. 31. januar 2005, mistænkt for at planlægge en terrorhandling. Helt konkret var der tale om en kidnapning i irakisk stil, hvor offeret skulle halshugges for rullende kameraer. Fem af de mistænkte er nu sigtede i sagen, to er fortsat tilbageholdt af politiet og tre er blevet løsladt af britisk politi. Politiet har foreløbigt udtalt, at der vil gå lang tid, inden sagen kan blive afsluttet.

Heathrow (London), England

Britisk politi slog til imod 24 formodede terrorister i en sag om flyterror i Heathrow lufthavn. Planen var angiveligt at springe 10 fly i luften på vej til bl.a. Washington, New York og Californien. Senere er flere personer blevet anholdt i sagen. Foreløbigt er 14 personer tiltalt i sagen, men de bliver tilbageholdt med lange fremtidsudsigter: retssagen forventes først at starte i januar 2008.

Print artikelSend til en ven Del på facebook