Der bør indføres tidsfrister for, hvor længe en klage over politiet må være undervejs i retssystemet.
Det foreslår Politiforbundets faste advokat, Torben Koch, efter sagen, hvor fans fra fodboldklubben Malmö FF har klaget over danske politifolks knippelsvingeri under en kamp i Parken for knap to år siden.
Selvom Rigspolitiet har haft videooptagelser af tilskuertumulten liggende i et halvt år, er der endnu ikke afhørt en eneste betjent, og det har udløst kritik af politiet.
"Der er fastsat klare tidsfrister i alle andre typer sager, men når det gælder politiklager, er der ingen frister," påpeger Torben Koch.
"Og når der ikke er tidsfrister på klagerne, er det da klart, at statsadvokaterne lægger dem nederst i bunken af hastesager," uddyber Torben Koch.
Statsadvokat Karsten Hjort har kritiseret netop Torben Koch for at trække sagen i langdrag ved at kræve en beskikket advokat nemlig ham selv til samtlige 27 betjente, der var til stede under urolighederne på Parkens Afsnit B4.
Og formanden for Politiklagenævnet i København, Poul Helmuth Petersen, har kritiseret Politiforbundet for generelt at forlænge behandlingen af klagesager ved "nærmest uden undtagelse" at bede om beskikkede advokater til de københavnske politifolk, før de tillader betjentene at åbne munden og forklare sig.
Men den kritik er helt forfejlet, mener Torben Koch.
"Jeg kan kun melde hus forbi. For det første er det en myte, at det trækker klagerne i langdrag, når politifolk ikke vil udtale sig uden advokat. For det andet er det overhovedet ikke korrekt, at politifolkene altid beder om advokater, for det sker for eksempel ikke i banale adfærdsklager," siger Torben Koch.
Han mener ikke, at Malmøsagen har ligget stille på grund af kravet om beskikkede advokater til hver eneste betjent. Forsinkelsen skyldes i stedet, at Københavns Byret i sin tid ikke efterkom betjentenes ønske, siger politiadvokaten.
"Hvis byretten havde beskikket advokaterne, kunne denne sag have været ude af verden for længst. Ingen af de 27 betjente har afvist at udtale sig. De vil bare have en advokat til stede, og det har de jo lige som alle andre mennesker et retskrav på," lyder det fra Torben Koch.




