Anna Nicole Smith kom fra fattige kår, men chokerede sig vej til toppen. I aftes blev hun fundet død på et hotelværelse i Florida.
af David Buch
Hun blev født Vickie Lynn Hogan d. 28. nov. 1967 i Houston, Texas. Kort tid efter flyttede familien til den lille by Mexia syd for Dallas. Da lille Vickie Lynn var to år, blev hendes forældre skilt.
Allerede som barn fortalte Vickie Lynn til vennerne, at hun ville være den næste Marilyn Monroe.
I '85 blev 17-årige Vickie Lynn Hogan gift med den 16-årige Billy Wayne Smith, som hun mødte på den restaurant, hvor hun arbejdede som tjener.
Året efter fødte hun sønnen Daniel Wayne Smith.
Ægteskabet varede to år og efter skilsmissen flyttede hun hjem til Houston, hvor hun fik arbejde som kassedame i et lokalt supermarked. Det kneb dog med at forsørge den lille familie og hun begyndte som showdancer på en natklub i Houston.
Springer ud som nøgenmodel
Karrieren tog fart, da Hugh Hefner præsenterede hende som månedens Playboy-pige i marts 1992.
Den platinblonde skønhed blev efterfølgende udnævnt til Marilyn Monroes arvtager og allerede i maj samme år sprang hun ud som nøgenmodel i Playboy under navnet Vickie Smith.
I 1993 blev hun Playmate of the Year og besluttede i den forbindelse at skifte navn til Anna Nicole Smith.
Hun sikrede sig en indbringende kontrakt med "Guess? Jeans", hvor hun vippede topmodellen Claudia Schiffer af pinden.
Guess? slog i kampganerne hårdt på Anna Nicoles slående lighed med tidligere tiders filmstjerner som netop Marilyn Monroe og Jayne Mansfield.
Et umage par
Tilbage i '91 havde Anna Nicole Smith mødt den 89-årige oliemilliardær J. Howard Marshall, mens hun stadig var showdancer på natklubben Gigi's i Houston.
I juni 1994 blev det umage par gift, men Anna Nicole Smith blev fra flere sider anklaget for udelukkende at have taget den ældre mand for hans milliarder.
Hun fastholdt til det sidste, at hun elskede sin husbond og at alderen ikke var et problem. 13 måneder efter brylluppet døde Marshall. Han testamenterede halvdelen af sin formue til velgørenhed og resten til sønnen E. Pierce Marshall.
Det blev starten på et årelangt retsligt efterspil mellem Anna Nicole Smith og den afdøde oliemilliardærs søn Pierce. Anna Nicole Smith havde angiveligt kun fået sin husbonds ord for, at hun skulle have del i arven.
Sagen har i mere end 10 år bølget frem og tilbage i det amerikanske retssystem uden at komme til en endelig afgørelse.
Anna Nicole Smith blev et kendt ansigt i Danmark, da hun i 90'erne poserede på plakater for Hennes & Mauritz.
Korsfæstet af kritikere
Efter mandens død kastede Anna Nicole Smith sig over filmkarrieren, hvor hun bl.a. medvirkede i komedien Naked Gun 33 1/3 (Høj Pistolføring) med Leslie Nielsen. Hun fik også enkelte større roller i amerikanske b-film, men blev nådesløst korsfæstet af filmkritikere.
Anna Nicoles karriere stagnerede og nedturen syntes uundgåelig. Hun tog alvorligt på i vægt og optrådte ved flere offentlige lejligheder i beruset og/eller påvirket tilstand. Hun blev snart et populært offer for en stribe komikere i USA, der ikke gik af vejen for at udstille den fallerede stjerne.
I 2002 så nogle smarte Hollywood-producere muligheder i at udstille Anna Nicole Smiths nedtur yderligere. Hun fik sit eget realityshow - "The Anna Nicole Show", der paradoksalt nok endte med at blive hendes redningsplanke.
Fik datter og mistede søn
I 2003 blev hun talskvinde for firmaet TrimSpa og tabte over en kort periode 35 kilo.
Anna Nicole var på vej tilbage og viste ved MTV-awards 2005 sine attributter frem, da hun skulle overrække en pris. "Like my body?", spurgte en skråsikker og veltrimmet Smith det chokerede publikum.
7. september 2006 fødte Anna Nicole Smith datteren Dannielynn Hope Marshall Stern på Bahamas, hvor Anna Nicole Smith havde søgt tilflugt fra offentlighedens umættelige søgelys. Faderen var stjerneadvokaten Howard K. Stern.
Blot tre dage efter døde Anna Nicoles søn Daniel i en alder af 20 år. Han var på besøg hos sin moder og lillesøster på hospitalet. Han overnattede i en stol ved sin moders seng. Her blev han fundet død om morgenen. Retsmedicinske undersøgelser viste, at Daniel Smith havde indtaget en dødelige dosis af bl.a. metadon.
Den 8. februar 2007 blev 39-årige Anna Nicole Smith fundet bevidstløs på Seminole Hard Rock Hotel i Florida. Hun døde efter at være styrtet om på hotelværelset, og nu skal retsmedicinerne fastslå dødsårsagen.




