Unge vil blive i besat hus

Søndag d. 14. jan. 2007 kl. 09:26 af sosp for TV 2 Nyhederne

Der var ikke tale om en symbolsk hap­pening, da unge i går besatte et hus i Københavns Nordvestkvarter. Huset skal tværtimod gøres til et permanent ung­domshus med øvelokaler og folkekøkken, og arbejdet med at male og flytte møb­ler ind begynder allerede i dag. Det siger Mads Clausen, der er talsmand for "Initiativet for flere Ungdoms­huse".

"Der er brug for flere ungdomshuse i København, og det her et forsøg på fredeligt og konstruktivt at starte et sted. Det skal ses som en håndsrækning til politikerne," siger Mads Clausen.

De unge har forsøgt at finde et hus, der var ejet af Københavns Kommune. Det har dog siden vist sig, at det besatte hus på Dortheavej 63 er i privat eje. Alligevel håber de unge, at kommunen vil købe huset og give de til de unge.

Huset er ejet af De Forenede Ejendomsselskaber, som har bedt politiet rydde huset. Selvom en rydning dermed ligger i luften, vil de unge dog ikke barrikadere sig, siger Mads Clausen.

"Jeg kan selvfølgelig ikke svare for enkeltpersoner, men "Initiativet for flere ungdomshuse" er fredeligt og ikke-militant. Jeg håber, politiet vil sige til politikerne, at det ikke er deres opgave at rydde huset. Det er tværtimod politikernes opgave at finde en løsning på manglen på tilbud til unge i København," siger Mads Clausen.

Ifølge Mads Clausen har "Initiativet for flere ungdomshuse" ikke nogen organisatorisk forbindelse til Ungdomshuset på Jagtvej 69, selvom han selv og flere af deltagerne er brugere af det eksisterende Ungdomshus.

Print artikelSend til en ven Del på facebook