En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse om risikoen for at få kræft ved brug af mobiltelefon er ubrugelig og utilstrækkelig til at frikende mobiltelefonerne. Sådan lyder kritikken fra flere udenlandske eksperter ifølge fagbladet Ingeniørens net-avis.
Undersøgelsen konkluderede, at mobilabonnenter ikke har en højere forekomst af kræft end andre danskere, og at heller ikke langtidsbrugere ses at have øget risiko for kræft i hjernen eller andre steder. I alt 420.000 danskere har indgået i undersøgelsen.
Ubrugelig undersøgelse
Den svenske professor Lennart Hardel, Klinik for Onkologi ved Örebro Universitetshospital, kalder undersøgelsen ubrugelig.
"Den danske konklusion er fordrejet. Den danske undersøgelse savner valide data og kan i realiteten ikke bruges til at svare på, om der findes en risici ved brug af mobiltelefoner," sagde han for nylig til Sveriges Radio.
Han hæfter sig ved, at kun 15.000 af de registrerede deltagere havde haft mobiltelefon i mere end tre år.
Bliver brugt til frikendelse i USA
Den danske undersøgelse bliver i USA brugt til at illustrere, hvordan teleindustrien forsøger at frikende sig selv ved at finansiere forskning, hvor konklusionen er sikret på forhånd. Den amerikanske forsker og læge George Carlo fra Science and Public Health Policy Institute i Washington D.C. betegner den danske undersøgelse som "nyttig, men helt utilstrækkelig til at underbygge de konklusioner, som er blevet draget i Danmark".
De udenlandske forskeres kritik er blevet indsamlet og sendt videre af organisationen Vore Børns Fremtid, som kræver mobilstrålingen dæmpet.




