De tusindvis af danskere, der har ladet sig tatovere, løber en risiko for at udvikle kræft, hvis de fortryder og vil have tuschen fjernet med laser, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Risikoen har fået Privathospitalet Mølholm til at droppe behandlingen.
"Det er sikkert, at der er en forøget risiko. Hvor stor den er, ved vi ikke, men på Privathospitalet Mølholm løber vi ikke risiko med folks helbred. Vi deltager ikke i gamblingen," siger cheflæge, professor, dr. med. Peter Bjerring.
For år tilbage havde han konstant omkring 150 mennesker i behandling, der gerne ville slippe af med deres tatoveringer, men nu står laserne stille.
Peter Bjerring mener, at der er grund til at advare mod laserfjernelsen af tatoveringer. Ikke mindst fordi det op igennem 90'erne blev meget populært for unge at lade sig tatovere.
De unge er nu nået en alder, hvor mange ønsker at få tuschen fjernet igen, og det giver lang kø hos de mange klinikker, hvor laserne er i brug.
Forskning fra tyske universiteter har påvist, at når tatoveringsfarven bestråles med laser, dannes der kræftfremkaldende stoffer. Stofferne lagres i kroppen, selv om farven er forsvundet fra overarmen eller lænden, og de kan forøge risikoen for at udvikle en kræftsygdom.




