Et russisk fly af typen Airbus 320 med ca. 200 passagerer om bord blev i dag kapret i luftrummet over Tjekkiet.
Flyet, der var på vej fra Moskva til Geneve, blev nødlandet i Ruzyne Lufthavnen, hvor kapreren ifølge flere kilder er blevet pacificeret.
Det var angiveligt et forsøg på at angribe besætningsmedlemmer på flyet, der fik kaptajnen til at foretage en nødlanding. Tjekkisk politi har indkaldt til pressemøde om situationen i Ruzyne Lufthavnen, hvor den øvrige lufttrafik er upåvirket af kapringen.
Inden landingen havde flykontrollen modtaget et nødopkald fra flyets piloter.
Til nyhedsbureauet Itar-Tass siger en chef i Aeroflot, at kapringen tilsyneladende var en fuld mands værk.




