27-årig mast af delfin

Onsdag d. 27. dec. 2006 kl. 10:59 af sats for TV 2 Nyhederne

Delfiner

En ung kvinde i New Zealand ligger hårdt kvæstet på sygehuset, efter en delfin hoppede op i den båd, hun sad i.

Den bizarre scene udspillede sig ud for New Zealands kyst. Ulykken har chokeret delfineksperter, skriver VG.no.

Den 27-årige kvinde sad i en båd og kiggede på delfiner, der svømmede rundt omkring båden, da en delfin, der vejer op mod 260 kilo, pludselig sprang op af vandet og landede på kvinden.

Kvinden blev kvæstet voldsomt og fik skader i hovedet. Hun blev hurtigt fløjet til et sygehus i Auckland med en redningshelikopter.

Delfinen knuste også forruden på båden. Men faldt herefter tilbage i vandet, tilsyneladende uskadt.

Marinebiolog ved Otago University, Liz Slooten, der har studeret delfiner i 20 år, siger, at hændelsen er mere sjælden end at blive ramt af lynet.

Delfinarten er nemlig generelt kendt for sin venlige opførsel mod mennesker.

Print artikelSend til en ven Del på facebook