13-11-06: 08:28 | af: pmol
Her er et af de toiletter, hvor der er fundet kokainresterTre toiletter på Christiansborg bærer spor af kokain, skriver B.T., der har undersøgt 30 toiletter på borgen med den samme test, som politiet anvender.
De tre toiletter, to dametoiletter og et herretoilet, hvor testen afslørede narkospor, ligger i den del af Christianborg, der hedder Provianthuset. Her har politikere fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og de radikale til huse.
Ifølge Jørgen Rasmussen, vicepolitikommissær i Københavns Politis narkoafdeling, er der ingen grund til at tvivle på testens resultat.
"Når kokaintesten viser et positivt udslag, så er den god nok, så er der kokain. Jeg har aldrig hørt om, at den har vist forkert," siger Jørgen Rasmussen.
Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti er rystet over B.T.s afsløringer og vil tage sagen op i Folketingets præsidium.
Også Folketingets formand Christian Mejdahl er rystet over, at der er fundet kokainrester på Christiansborgs toiletter.
"Oplysningerne overrasker mig. Hvis det er rigtigt, at der findes kokain på Christiansborg, tager jeg naturligvis afstand fra det. Og i så fald er det en politisag," siger han.