Færøsk afstemning om homoseksuelle

Tirsdag d. 7. nov. 2006 kl. 20:54 af sosp for TV 2 Nyhederne

Færøernes homoseksuelle fik i dag und­er en heftig debat ikke nogen afkla­ring på, hvorvidt de fremover bliver beskyttet mod diskriminering gennem antidiskriminationsloven.

Adskillige af de 32 medlemmer i Færø­ernes Lagting, der endnu engang første­behandlede forslaget, tilkendegav ik­ke, hvordan de vil stemme, når forslag­et skal vedtages.

Lagtingets formand har modtaget 17.000 protestunderskrifter mod, at lagtinget hidtil har nægtet at beskytte de homo­seksuelle gennem lovgivning.

Religiøsitet spiller ind
Flere politikere, der af religiøse grunde ikke vil stemme for forslaget, pegede under debatten i lagtinget på, at det næste skridt bliver, at Færøernes homoseksuelle får lov til at indgå registreret partnerskab. De frygter også, at det tredje skridt herefter bliver, at homoseksuelle par får lov til at adoptere børn.

Blandt ja-sigerne til forslaget var der flere, som gjorde det klart, at Færøernes Lagting har tilsluttet sig de europæiske menneskerettigheder. Færøernes lagmand - socialdemokraten Joannes Eidesgaard pointerede bl.a., at lagtinget hermed også har forpligtet sig til at udvide antidiskriminationsloven.

Forslaget skal nu behandles i lagtingets retsudvalg, inden den endelige afstemning.

I december 2005 var der 18 stemmer mod forslaget og 12 for.

Print artikelSend til en ven Del på facebook