Kun to år efter lanceringen af en nultolerancepolitik over for stofmisbrugere er justitsministeren klar med nye stramninger, skriver Jyllands-Posten.
Lene Espersen (K) ønsker flerdobling af bøden for besiddelse af hash og andre stoffer til eget forbrug og har bedt Rigsadvokaten om at komme med et forslag inden årets udgang.
"Bliver man taget med små kvanta stoffer til eget brug, får man en bøde på 300 kr. Parkerer man ens bil det forkerte sted, så koster det 500 kr.," siger Lene Espersen.
"Det virker håbløst forældet, at overtrædelser af loven om euforiserende stoffer ligger så utroligt lavt sammenlignet med bødeniveauet for andre forseelser," siger hun til avisen.
Justitsministeren har opbakning til at hæve bøderne fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men socialoverlæge Peter Ege fra Københavns Kommune tror ikke på, at selv markante skærpelser af bødestørrelserne vil have nogen effekt.
"Den gamle strafskærpelse har ikke haft nogen effekt. En ny skærpelse vil ikke føre til noget fornuftigt og vil ikke dæmpe forbruget. Jeg kan ikke se andet formål med det end et moralsk korstog og signalpolitik," siger Peter Ege.
Indtil juli 2004 udløste det som hovedregel blot en advarsel at blive afsløret med euforiserende stoffer til eget forbrug. Siden har det typisk kostet 300 kr. at blive taget med en mindre mængde hash og 600 kr. for små mængder hårde stoffer som heroin og kokain.
Skal ramme SU-segmentet
Siden nultolerancepolitikken blev indført, har man set langt flere sigtelser og anmeldelser for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Ifølge Rigspolitiets statistik steg antallet af sigtelser fra 13.234 i 2003 til 18.111 sigtelser i fjor.
Alligevel tvivler Lene Espersen ikke på, at det vil mindske forbruget af euforiserende stoffer at forhøje bødestørrelserne.
"Bøderne er et godt sted at begynde for at tale direkte til SU-segmentet. Der er en stor gruppe af unge, som er ude i et eksperimenterende stadie, som vi kan få i tale ved at hæve bødeniveauet," siger Lene Espersen.




