Lokalplan skal sikre Ungdomshuset

Onsdag d. 18. okt. 2006 kl. 10:43 af sosp for TV 2 Nyhederne

Demonstration foran rådhuset

En lokalplan, der kun gælder for Jagt-vej 69 i København, kan sikre Ungdoms-husets eksistens. Det blev fastslået på et møde mellem politikere, Fonden Jagtvej 69 og repræsentanter fra Ung-domshuset.

Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten er ved at forberede forslaget.

"Der kan sagtens vedtages en lokal-plan for en enkelt ejendom og med det formål at bevare og håndhæve en bestemt aktivitet," siger Katrina Feilberg (R).

Forslaget forventes vedtaget inden udgangen af november.

Vil sælge for et tocifret millionbeløb

Krisemødet kom i stand, efter at fogedretten i går bad de unge forlade det omstridte hus på Jagtvej inden den 14. december. Huset blev i 1999 solgt til frikirken Faderhuset.

"Faderhuset mener, at det kan sælge huset for et tocifret millionbeløb, men lige så snart lokalplanen er vedtaget, vil huset falde betydeligt i værdi og vil hverken kunne bruges til boliger, stormagasin eller kirke for den sags skyld," siger Ninna Thomsen (SF).

Ejendommen er klassificeret som bevaringsværdi i kategori 3. Det betyder, at der ikke kan ske nedrivning uden særlig tilladelse fra Borgerrepræsentationen, og en sådan tilladelse vil med det nuværende flertal ikke kunne imødeses.

Byggefagenes Samvirke har desuden besluttet, at der ikke kan arbejdes på ejendommen på Jagtvej 69, hvis ikke arbejdet sker ifølge gensidig aftale med de nuværende beboere.

Lederen af Faderhuset, Ruth Evensen, har umiddelbart ingen kommentar til politikernes beslutning om at lave en lokalplan for huset.

"De sidder og jonglerer rundt med vores hus. Det kan jeg slet ikke forholde mig til på nuværende tidspunkt," siger hun.

Print artikelSend til en ven Del på facebook