Kræver hårdere straffe for drab

Mandag d. 16. okt. 2006 kl. 08:00 af dabu for TV 2 Nyhederne

Drabsmænd bør straffes hårdere. Afstanden i forhold til voldsdømte er nemlig generelt blevet for lille, i takt med at straffen for vold og vold­tægt er steget markant i de senere år.

Det mener rigsadvokat Henning Fode, der som chef for en ny og styrket anklagemyndighed vil sætte markant ind på området i de kommende år.

"Jeg mener godt, at man kan argumentere for, at standarden skal op på 14 år i stedet for 12 år," siger Henning Fode til Berlingske Tidende.

Han uddyber:

"Standardudmålingen for drab er på 12 års fængsel, og ti år, hvis det er drab i samlivsforhold. Men hvis man sammenligner med strafskærpelserne på voldsområdet, er de meget alvorlige voldssager ved at nærme sig bundgrænsen for drab."

Professor undrer sig
Professor i strafferet Vagn Greve undrer sig over Fodes udspil.

"Han sammenligner ting, der ikke kan sammenlignes. Det usædvanlige med det sædvanlige - nemlig en ekstrem voldsdom med en standardstraf for drab. Derudover er der ingen dokumentation for, at hårdere straffe virker. Tværtimod," siger Greve.

Print artikelSend til en ven Del på facebook