Bombe i Århus i nat - ingen sårede

Søndag d. 1. okt. 2006 kl. 13:11 af mier for TV 2 Nyhederne

En bombe var natten til søndag skyld i store materielle skader i Århus.

Bombesprængningen skete klokken kvart i et i Eckersbergsgade 27, hvor en somalisk forening har lokaler og moské i de nederste etager. Der er lejligheder på de to øverste etager i bygningen, men ingen personer kom til skade ved sprængningen. Beboerne på de øverste etager led ikke overlast.

Der var én person til stede i lokalet, men vedkommende slap også for skrammer. Skaderne skyldtes muligvis fyrværkeri.

Til gengæld forårsagede bomben omfattende skader på en hoveddør med et stort glasparti, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

Det er endnu uvist, hvad der var skyld i sprængningen, men der kan være tale om en krysantemumbombe. Århus Politi er indtil videre på bar bund og efterlyser vidner til bombesprængningen.

"Vi forstår det slet ikke. Vi har det godt med vores naboer og har ingen fjender, så vi er kede af at blive terroriseret på denne måde. Men vi har stor tillid til politiets efterforskning, og vi håber, det finder dem, der står bag," siger Muhammed Jama, der er medlem af Somalisk Forenings bestyrelse.

"Vi har nogle gange fået breve af racistisk art, men det er ikke noget, vi har taget så alvorligt, og jeg tror ikke, at det har noget med det her at gøre," siger Muhammed Jama, der dog stadig mener, at det er et angreb mod foreningen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook