Millioner til fyret DR-direktør

Tirsdag d. 19. sep. 2006 kl. 19:17 af sosp for TV 2 Nyhederne

DRs ressourcedirektør Bent Fjord og generaldirektør Kenneth Plummer

Den fyrede økonomidirektør i DR, Bent Fjord, kan tage det roligt, mens han læser jobannoncer. Han tog skraldet, men fik samtidig 2,58 millioner kroner som et plaster på såret. Det fremgår af svar, som medieordfører Per Clausen (EL) har fået fra Kulturministeriet i sagen om en ekstraregning på 600 millioner kroner i DR Byen.

"Når man tænker på, at Bent Fjord officielt er ansvarlig for, at budgettet er skredet så markant i DR, synes jeg, det er besynderligt, at han får en så god betaling for at holde op," siger Per Clausen.

Set i det lys tror Per Clausen, at pengene er en form for hold-kæft-bolsje til Bent Fjord, som dækker over, at der er flere ansvarlige i sagen. Han efterlyser derfor en kulegravning af hele DR-byggeriet, helt fra det blev besluttet.

Checken på 2,58 millioner kroner svarer til et år og ni måneders løn.

Print artikelSend til en ven Del på facebook