Partiet Liberalisterne politianmelder i dag indenrigs og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for brud på den såkaldte ministeransvarlighedslovs § 5.
Det sker efter, at Lars Løkke Rasmussen og justitsminister Lene Espersens (K) embedsmænd nu har brugt over et år på at vurdere, om partiet må bruge navnet Liberalisterne til næste folketingsvalg.
Partiets formandbeskylder Lars Løkke Rasmussen, for at have iværksat "en politisk motiveret blokade".
"Der kan umuligt være sagligt belæg for, at en simpel navneansøgning skal underkastes en årelang sagsbehandling. Hvis sagsbehandlingen trækkes så meget i langdrag, at Liberalisterne ikke kan nå at indsamle de knap 20.000 vælgererklæringer inden næste folketingsvalg, så undgår Venstre naturligvis at skulle konkurrere med Liberalisterne om de liberale vælgeres stemmer," siger Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen.
Liberalisterne bad den 25. august 2005 indenrigsministeren om en forhåndsgodkendelse af navnet, så partiet kunne gå i gang med at indsamle underskrifter til at blive stillet op til Folketinget.
Men Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussen, advarede i en kortfattet, såkaldt udtalelse til Indenrigsministeriet om, at "Venstre er af den opfattelse, at navnet "Liberalisterne" er kan forveksles med vort navn "Venstre, Danmarks Liberale Parti".
I foråret blev afgørelsen så formelt overdraget til den konservative justitsminister, Lene Espersen, fordi Lars Løkke Rasmussen som Venstres næstformand er inhabil.
Indenrigsministeriet, hvis valgkonsulenter stadig står for sagsbehandlingen, har tidligere forklaret, at den langsommelige behandling netop skyldes overførslen af det såkaldte ressortområde til Justitsministeriet.




