100.000 grækere er gået på gaden i Athen i protest over den spareplan, som det græske parlament skal stemme om sent søndag aften. Det oplyser græsk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flere demonstranter har kastet med sten og brandbomber og adskillige bygninger er sat i brand. Det drejer sig om flere historiske bygninger, caféer og biografer.
Brandfolk har svært ved at nå frem og kan ikke slukke de mange brande, fordi demonstranter blokerer vejene.
BBC's korrespondent på stedet siger, at der er tale om overraskende store demonstrationer.
På tv blev der tidligere vist billeder af demonstranter, som kastede brandbomber mod politiet, der svarede igen med tåregas og chokgranater.
Otte demonstranter og syv betjente er blevet skadet i sammenstødene, skriver CNN. Mindst 20 personer skal være anholdt.
6000 ekstra betjente på gaderne
Myndighederne havde forberedt sig på uroen ved at udstationere 6000 betjente i den græske hovedstads gader.
Årsagen til demonstrationerne og urolighederne er de krav til besparelser, som långiverne EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond har opstillet for at Grækenland kan modtage en hjælpepakke.
Politikerne er samlet i parlamentet for at tage stilling til kravene, som de ventes at stemme om lidt før midnat søndag.
I den ny spareplan bliver mindstelønnen beskåret med 22 procent, ligesom der skal fyres 150.000 offentlige ansatte de næste tre år. I alt skal det græske budget i år skæres med tre milliarder euro.




