To mænd har mistet livet i en trafikulykke i Midtjylland søndag morgen.
Ulykken er sket nær Pårup mellem Ikast og Silkeborg. To kilometer syd for Pårup på Rute 13 er to biler stødt sammen, oplyser vagtchef Gert Høeg ved Midt og Vestjyllands Politi.
"Vi fik meldingen klokken 6.47," siger vagtchefen.
Tre andre personer er blevet kvæstet ved ulykken.
To af disse er kørt til sygehuset i Herning, mens en er bragt til Viborg.
Politiet undersøger omstændigheder
Muligvis er de to dræbte udenlandske statsborgere.
De var kørende i en polsk indregistreret bil, og nogle papirer kunne tyde på, at mændene faktisk er polske statsborgere.
"Det er vi i færd med at få undersøgt," siger vagtchef Gert Høeg.
I samme bil sad desuden to af de tre kvæstede personer.
I den modkørende bil sad en dansk mand på 49 år fra Mors. Hans skader er ikke alvorlige, lyder det fra politiet.
De nærmere omstændinger og den mulige årsag til, at de to biler tørnede sammen, kan politiet endnu ikke udtale sig om.
Som følge af dødsulykken blev Rute 13 spærret for begge retninger mellem Pårup og rundkørslen ved Hjøllund.





