Den tidl. frømand Christian Ranum er klar til at beskytte skibe med våben i hånd
Justitsminister Morten Bødskov (V) vil give alle rederier, der sejler i piratfyldte farvande, tilladelse til at have bevæbnede vagter med om bord for op til et år af gangen.
"Vi har haft flere tilfælde af pirateri. Derfor skal der gøres noget ved det, og derfor skal det være tilladt med bevæbnede vagter om bord," siger han til TV 2 | NYHEDERNE.
Han understreger, at det ikke kan sammenlignes med f.eks. at indføre bevæbnede vagter på pengetransporter på danske landeveje.
Situationen er markant anderledes i vandene ud for Somalia.
"Her har vi at gøre med farvande, der er temmelig problematiske, og der er ret mange trusler," siger han.
En af dem, der kan komme af sted som vagt, er den tidligere frømand Christian Ranum Spohr. Han arbejder i dag som privat sikkerhedsvagt i selskabet Eagle Shark.
"De er farlig i den forstand, at de kan levere nogle skud. De har det, der hedder en RPG - i almindelig tale en bazooka - som kan gøre stor skade på et skib. Så har de halvautomatiske våben, Kalasjnikov," fortæller han om piraterne.
I de seneste fem år er tre danske skibe blevet kapret af pirater.




