Flere dræbt i Libanon i kampe mellem støtter og modstandere af styret i nabolandet Syrien
Tre er dræbt og otte såret i Libanon i den nordligt beliggende havneby Tripoli, hvor der er opstået kampe mellem støtter og modstandere af den syriske præsident Bashar al-Assad.
Byen er domineret af sunnimuslimer, der støtter den 11 måneder lange opstand mod Assad i nabolandet Syrien, men der bor også en gruppe med medlemmer af Bashars religiøse minoritetsretning alawitterne.
Alawitterne og sunnimuslimerne støder ofte sammen, men konflikten er taget til efter urolighederne i Syrien.
Hizbollah støtter Syrien
Den magtfulde shiamuslimske gruppe Hizbollah støtter det siddende styre i Syrien, hvilket gør situationen endnu mere ustabil.
Landets hær er trængt ind i byen for at få situationen under kontrol. Flere soldater er blevet såret, heraf en af dem alvorligt.
17-årig pige dræbt
Blandt dagens dræbte er en blot 17-årig pige.
Der blev affyret skud og granater mellem de to grupper i de blodigste kampe mellem de to grupperinger siden juni.
Dengang blev seks personer dræbt i demonstrationer mod den syriske regering.




