Klokken halv et natten til lørdag blev en 23-årig mand overfaldet på Stolemagerstien på Amager og stukket med kniv.
Det oplyser Dannie Rise, efterforskningsleder hos Københavns Politi.
"Offeret bliver passet op af tre eller fire mand. Der er en kort ordveksling, hvorefter den unge mand bliver stukket med kniv fire til fem gange blandt andet i ryggen. Han er dog uden for livsfare," oplyser efterforskningslederen.
Den 23-årige var ved bevidsthed, da politiet ankom og er nu overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han er blevet afhørt. Han har det efter omstændighederne godt.
Politiet har gennemsøgt området med hunde, men har endnu ingen formodninger om grunden til overfaldet.





