Ole Krohn, TV 2 Finans.
Dansk Industri og CO-Industri er blevet enige om grundelementerne i en ny toårig overenskomst, der skal sætte rammerne for 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked.
Aftalen ventes at falde på plads i løbet af weekenden. Det erfarer TV 2 Finans.
Ifølge TV 2 Finans' oplysninger bliver aftalen et kæmpe nederlag for HK, der er gået til forhandlingerne med kravet om, at den såkaldte 50-procents-regel bliver ophævet. Det får fagforeningen ikke gennemført.
Dermed kommer overenskomsten ikke til at omfatte arbejdspladser, hvor færre end 50 procent af medarbejderne inden for HK-området er organiseret. HK har direkte truet med en konflikt, hvis kravet ikke blev opfyldt.
"Arbejdsgiverne har været rasende på HK over kravet. De har ment, at der var tale om et forsøg på at kuppe overenskomstforhandlingerne," siger finansredaktør Ole Krohn.
HK: Kongressen har anbefalet et "nej"
Til gengæld ser det ud til, at HK'erne får en smule ekstra i pension.
Ifølge TV 2's oplysninger stiger genetillæg og minimumsbetaling 1,5 pct. det første år og 2,0 pct. det andet år af overenskomsten.
Der ventes et forlig søndag formiddag.
Simon Tøgern, der er formand for HK-privat, vil ikke tage stilling til TV 2's oplysninger, før forhandlingerne er endeligt afsluttet
"Før forhandlingerne i weekenden ligger der ikke noget resultat, som jeg kan tage stilling til. Vores position har været kendt hele tiden. 50-procentskravet har vores allerhøjeste prioritering. Vi har en kongresvedtagelse, der siger, at hvis vi ikke bliver imødekommet på det her krav, så er det kongressens anbefaling at der skal stemmes nej," siger Simon Tøgern til TV 2 Finans.




