Demonstranter i sammenstød med kampklædt politi i den græske hovedstad
Det kom i dag til sammenstød mellem politi og demonstranter i den græske hovedstad Athen, efter at landets største fagforeninger erklærede en 48 timer lang generalstrejke.
På billeder direkte fra kampene ses, hvordan tåregas og andet kasteskyts flyver frem og tilbage mellem demonstranter og politiet, der iklædt kampuniformer.
Sammenstødene finder sted flere steder i byen.
Strejken kommer i protest mod de nedskæringer, de græske politikere har forhandlet på plads for at få endnu et lån fra EU. Og mens EU i aftes stillede yderligere krav, så frygter fagforeningerne for fremtiden. Allerede nu har antallet af arbejdsløse grækere rundet en million, og arbejdsløsheden er oppe på 20 procent.
Fagforeningerne forventer, at op mod en million af Grækenlands 10,7 millioner indbyggere vil deltage i strejken og demonstrationerne i dag og i morgen.
Strejken har lammet store dele af trafikken i Athen og andre storbyer, og mange offentlige bygninger ligger øde hen.




