Den 39-årige Kristian Heilmann var ikke til stede i retten. Han ligger i koma efter biljagt
Den 39-årige Kristian Heilmann er blevet varetægtsfængslet fire uger. Han sigtes for at have dræbt den 46-årige pædagog Judy Meiniche Simonsen med "adskillige knivstik" efter først at have voldtaget hende.
Den sigtede var ikke selv til stede i retten, da han i en stjålet bil kørte galt og blev alvorligt kvæstet kort før anholdelsen i går.
"Retsmødet bliver holdt for lukkede døre, da det hverken har været muligt for anklager eller forsvarer, at tale med den sigtede mand. Han er svært kvæstet. Anklageren oplyste, at han ligger i koma," fortæller TV 2's reporter ved Retten i Viborg, Cathrine Reinert.
Anklager Pia Koudahl oplyste dog, at den mistænkte drabsmand er i bedring. Lægerne på det hospital i Aarhus, hvor han er indlagt med knoglebrud og indre kvæstelser, har lagt ham i kunstigt koma. Men hans tilstand er stabil, oplyste anklageren i retten.
Den dræbte kvinde blev onsdag fundet ved Hald Sø, hvor hun var nøgen og havde skader på kroppen, der kan skyldes voldtægt eller voldtægtsforsøg, fremgik det af sigtelsen, der blev læst op i retten, inden dørene blev lukket.




