Kl. 9 vil 39-årige Kristian Heilmann ved Retten i Viborg blive sigtet for drabet på den 46-årige pædagog Judy Simonsen og for forsøg på at voldtage hende.
Judy Simonsen, der blev fundet død ved ishuset nær den naturskønne Hald Sø, var dræbt med flere knivstik i brystet.
Den dræbte kvinde blev fundet afklædt. Derfor sigtes Kristian Heilmann også for voldtægt eller forsøg på voldtægt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi fredag i en pressemeddelelse.
Kristian Heilmann fremstilles i grundlovsforhør in absentia fredag klokken 9. Det vil sige, at han ikke er til stede. Det skyldes, at han kom til skade, da han torsdag kørte galt under flugten fra politiet.




