Kvinde død efter voldsom brand

Fredag d. 10. feb. 2012 kl. 05:14 af David Buch, dabu@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 10/2 2012; 05:58)

En voldsom brand i en lejlighed på Nørrebro har kostet en kvinde livet

En 57-årig kvinde omkom natten til fredag, da hendes lejlighed på Ravnsborg Tværgade på Nørrebro i København udbrændte.

Det var andre beboere i ejendommen, som slog alarm, da de opdagede voldsom røg fra lejligheden på 3. sal.

"Der er tale om en virkelig kraftig ildebrand. Hendes lejlighed er helt udbrændt, og ilden er næsten brændt igennem op til fjerde sal," siger John Hansen, der er central vagtchef ved Københavns Politi.

Politiet om branden på Nørrebro

I forbindelse med branden måtte hele opgangen evakueres.

"Det har været nødvendigt at genhuse i hvert fald en beboer. Der var så store skader på vedkommendes lejlighed, at den er ubeboelig," siger John Hansen.

"De andre beboere kommer tilbage lige så snart, der er luftet ud, lyder det fra vagtlederen, som endnu ikke kan sige noget om, hvordan branden opstod."

Kvinden boede alene i sin lejlighed.

Print artikelSend til en ven Del på facebook