Pædagog frygtede ture med beboere

Torsdag d. 9. feb. 2012 kl. 19:28 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Lone Rasmussen, som har arbejdet på Blåkærgård, var nervøs på ture med beboere

På bostedet Blåkærgård, hvor den nu dræbte pædagog Judy Meiniche Simonsen arbejdede, mener tidligere ansatte, at sikkerheden var kritisabel - og at ledelsen ikke tog de ansattes bekymringer alvorligt.

En af beboerne på bostedet for sindslidende og misbrugere er anholdt og mistænkt i sagen.

Lone Rasmussen arbejdede sammen med den nu omkomne pædagog for halvandet år siden på Blåkærgård.

Havde ondt i maven
Og det husker hun ikke på med glæde.

"Jeg fik kastet ting imod mig - jeg blev skubbet, spyttet på, overfuset verbalt," siger pædagogen til TV 2 Nyhederne.

"Når man kører fra Blåkærgård alene med en beboer, så er der ikke det samme sikkerhedsnet, som når man er på stedet. De gange, jeg gjorde det - det var med ondt i maven."

Ifølge Lone Rasmussen har medarbejderne forsøgt at advare ledelsen om, at de var utrygge.

"Der er mange gennem tiden, der har prøvet at råbe ledelsen op," lyder det.

Vil tjekke sikkerheden
Forstanderen på Blåkærgård afviser kritikken.

"Det er jeg helt uforstående over for," siger forstander Jette Marie Svensson til TV 2 Nyhederne.

Alligevel skal sikkerheden nu tjekkes.

"Selvfølgelig tænker man: Var der noget, vi kunne gøre anderedes? Er der nogle procedurer vi skal have kigget på? Og det vil der selvfølgelig være. Det arbejde starter vi på i morgen," siger forstanderen.

Normalt med vold
Noget tyder på at det psykiske arbejdsmiljø er et generelt problem på steder som Blåkærgård.

Sidste år besøgte Arbejdstilsynet 419 bosteder - og på 141 af dem var der problemer.

"Der er en tendens til, at man normaliserer det, at vold og traumatiske hændelser er et vilkår, når man arbejder med andre mennesker," siger Lars Toft Pedersen, som er tilsynschef ved Arbejdstilsynet til TV 2 Nyhederne.

En pædagog fra Blåkærgård er fundet omkommen - en person er anholdt

Print artikelSend til en ven Del på facebook