11-årig i livsfare efter ulykke

Torsdag d. 9. feb. 2012 kl. 16:18 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk / ritzau for TV 2 Nyhederne (opd. d. 9/2 2012; 18:29)

Christian French fra TV 2 Nord rapporterer fra ulykkesstedet tidligere på dagen

Tre børn er alvorligt kvæstede efter en trafikulykke torsdag eftermiddag på en landevej ved Hadsund på Himmerland.

Børnene, som er 5, 11 og 12 år, sad som passagerer i en personbil med deres bedstemor bag rattet, da ulykken skete.

Den 11-årige pige ligger i respirator - og hendes lillesøster og storebror er også stadig indlagt på hospitalet.

Bedstemoren foretog tilsyneladende en manøvre, som resulterede i, at deres bil blev ramt af en minibus.

"De tre børn er alle alvorligt kvæstede, og den 11-årige er livsfarligt kvæstet," fortæller vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.

"Bilen med børnene kører ud for ubetinget vigepligt, og så kommer minibussen og kører ind i siden på den."

Seks ambulancer med politieskorte
Børnene blev i forbindelse med ulykken fastklemt i bilen og måtte frigøres af brandvæsnet.

Aage Pedersen fortæller, at der var to mennesker i minibussen, da den kørte sammen med personbilen. Men de er tilsyneladende sluppet billigt fra ulykken.

Ulykken skete på Bøgildgårdsvej i Hadsund kort før klokken tre, og efterfølgende kørte seks ambulancer i kortege med politieskorte til traumecentret i Aalborg.

Region Midtjyllands redningshelikopter fra flyvestationen i Karup blev blandt andet sendt til stedet.

Det samme gjorde en mobil traumeenhed med læger og sygeplejersker fra sygehuset i Aalborg.

Print artikelSend til en ven Del på facebook