Valentinsdag nærmer sig med hastige skridt, og for amerikanske Joseph Bray kommer dagen særdeles belejligt. I retten i Fort Lauderdale i USA er han blevet dømt til at tage sin kone med på en date.
Og Bray kan ikke bare nøjes med en tur på den nærmeste fastfood-restaurant. Efter ønske fra konen har dommeren lagt en stor plan for stævnemødet.
"Du skal hente blomster til din kone. Så skal du køre hjem og hente hende, tage hende med på restauranten Red Lobster, og så skal I tage ud og bowle. Dagen efter skal I finde ud af, hvor I vil gå til ægteskabsrådgivning," sagde dommeren efter dommen ifølge TV 2 Norge.
Glemte hendes fødselsdag
Sagen startede, da Joseph Bray glemte sin konens fødselsdag. Det førte til et skænderi, der over dage eskalerede til, at han truede hende med vold. Men det var altså ikke alvorligt nok til at sende manden i fængsel, mente dommeren.
"Det var en mindre hændelse, og denne løsning er er bedre end alternativerne," siger han.
Så må man håbe, at Joseph Bray husker sin kones fødselsdag til næste år - ellers står den på endnu en date.




