Google Translate bliver tilladt ved eksamen

Torsdag d. 9. feb. 2012 kl. 07:22 af dabu for TV 2 Nyhederne

Fra 2014 kan elever på det almene gymnasium, handelsskolen og htx gå til skriftlig eksamen i engelsk med hjælp fra Google Translate.

Hvordan oversætter man 'der er ingen ko på isen' til engelsk? Hvad er temaerne i Hemingways centrale værker? Og hvornår døde Tycho Brahe?

Den slags spørgsmål kan elever på gymnasiale uddannelser snart få hjælp fra internettet til at svare på. Som de eneste i verden har de allerede mulighed for at gå til skriftlig eksamen med internetadgang i seks fag, og nu udvides det til 11. Det skriver metroXpress.

Fra 2014 kan elever på det almene gymnasium, handelsskolen og htx for eksempel gå til skriftlig eksamen i engelsk på a-niveau med hjælp fra Google. Det offentliggør Undervisningsministeriet i dag.

"Når folk går på arbejde, søger de informationer på internettet. Derfor er det vigtigt, at eleverne bliver testet i arbejdsmetoder, der afspejler virkeligheden, for internettet og Google er jo kommet for at blive," forklarer undervisningsminister Christine Antorini (S) til metroXpress.

Og nyheden bliver taget rigtig godt imod af gymnasieeleverne.

"I uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet bruger vi internettet usandsynlig meget, og derfor skal der selvfølgelig også være mulighed for det til eksamen. Det burde udvides til alle fag," siger Martin Vitved Schäfer, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, til metroXpress.

Print artikelSend til en ven Del på facebook