Den store menneskejagt er nu gået ind på den 39-årige psykisk syge Kristian Heilmann efter en 46-årig kvindelig pædagog fra Bostedet i Viborg er fundet myrdet ved ishuset i Dollerup Bakker. Kvinden var tirsdag aften sammen med den 39-årige Kristian Heilmann, der tidligere er blevet idømt en behandlingsdom for vold.
Kristian Heilmann er nu sporløst forsvundet, og politiet mistænker, at det er ham der står bag drabet. Ifølge Ole Henriksen, der er leder af efterforskningen hos Midt- og Vestjyllands Politi, så overvåger politiet lige nu alle grænseovergange for at holde ham på dansk grund.
Manden formodes at være flygtet i sin bil: En sølvfarvet Skoda Fabia med registreringsnummeret ZV 38 887.
Bostedet slog alarm i aftes, da beboeren og pædagogen ikke kom hjem som aftalt. Politiet satte gang i en storstilet eftersøgning med hunde og helikoptere, og omkring klokken 10 fandt politiet kvindens lig ved ishuset.
Tidligere dømt for vold
Bostedet er for folk med psykiske problemer og misbrug. De kan få støtte på stedet, men er ikke tvunget til at opholde sig der.
Manden er tidligere dømt for vold, men har aldrig været voldelig over for personalet på stedet.
Han er farlig
Kristian Heilmann beskrives som 190 cm høj og spinkel. Han har gråt hår med en særpræget klipning.
Politiet vurderer, at manden er farlig. Så ved man, hvor han opholder sig, skal man kontakte nærmeste politi.




