Sygeplejersker laver dobbeltarbejde
Danske sygeplejersker laver papirmæssigt dobbeltarbejde svarende til 2000 fuldtidsstillinger. Det viser en undersøgelse foretaget af Megafon og Dansk Sygeplejeråd. Meget af dobbeltarbejdet skyldes underudviklede computersystemer, fortæller en sygeplejerske på Rigshospitalet, til TV 2 News.
"Vi lever lidt i en delt tidsalder. Vi skal dokumentere rigtig meget elektronisk, men fordi systemerne ikke er tilstrækkeligt udviklede, bliver vi nødt til at supplere med diverse skemaer, plejeplaner og så videre," forklarer Kirsten Salling.
Ifølge formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er dokumentationen vigtig for patientsikkerheden, men sygeplejerskernes tid kan bruges bedre, mener hun.
"Det er vigtigt at kigge på hvad der er af dobbeltdokumentation, hvor man rapporterer de samme ting flere forskellige steder."




