Politiet slår til mod bander

Onsdag d. 8. feb. 2012 kl. 10:03 af ritzau / ptho for TV 2 Nyhederne

Politiet leverede onsdag morgenvækning til en række personer i det sjællandske bandemiljø. Klokken 06.00 gik et større antal betjente i aktion i håb om at finde våben og narko.

Det sker efter, at politiet har kunnet spore et forsøg på, at banderne vil etablere sig i nye områder og tiltrække nye medlemmer.

"Aktionen retter sig mod nogle bestemte personer, der prøver at positionere sig i bandemiljøet," siger politiinspektør Magnus Andresen fra Task Force Øst.

Ifølge ham er flere personer anholdt, og der er fundet enkelte skydevåben.

Det er ifølge Ritzaus oplysninger især miljøet omkring indvandrebanden Black Cobra, der var målet for aktionen.

En af de byer, som politiet slog til i, var Herlev, hvor der de seneste måneder har været flere skudepisoder.

Politiet har mistanke om, at volden hænger sammen med, at både Black Cobra og andre grupperinger forsøger at sætte sig på området og rekruttere nye folk.

Også i byer som Hillerød, Albertslund, Greve, Køge, København og Næstved slog politiet til på morgenkvisten.

I alt tog politiet på besøg på 25 forskellige adresser.

Print artikelSend til en ven Del på facebook