En 40-årig kvinde vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, efter at hun tirsdag aften stak sin tre år yngre kæreste i armen med en køkkenkniv i Nørresundby.
"Vi får en melding om, at en mand er stukket i brystet med en kniv. Det viser sig så, at han er stukket i armen og er blevet ramt i pulsåren," fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.
Manden blev bragt til sygehuset, men vagtchefen kan ikke oplyse nærmere om hans tilstand.
Kvinden slog ikke alarm
Knivstikkeriet fandt sted i parrets lejlighed på Skansevej.
Ifølge vagtchefen var det ikke kvinden, der slog alarm. Han vil dog ikke oplyse, om der var andre til stede i lejligheden, som kunne slå alarm.
"Det kan jeg ikke komme ind på, da grundlovsforhøret muligvis kommer til at foregå for lukkede døre," siger han.
Politiet kender ikke motivet til knivstikkeriet, ligesom det ikke er afgjort, hvad kvinden sigtes for.
"Hun er anholdt for drabsforsøg, men hvad sigtelsen ender på, bliver afgjort af juristerne i morgen," siger vagtchefen.




