Søvndal: Ambassadør bliver i Syrien

Tirsdag d. 7. feb. 2012 kl. 17:48 af ritzau / marb for TV 2 Nyhederne

Villy Søvndal

Selvom flere europæiske lande har kaldt deres ambassadører i Syrien hjem til samtaler, afviser udenrigsminister Villy Søvndal at følge det eksempel.

"Jeg har været særlig optaget af fælles europæisk fodslag i denne sag nu, hvor vi har dansk formandskab for EU," skriver han i en mail til Ritzau.

"Derfor bad vi fra dansk side her til eftermiddag om at få sagen drøftet på et EU­møde i Bruxelles. Der var ikke tilslutning til en fælles hjemkaldelse."

Heller ikke de øvrige nordiske lande har ifølge ministeren planer om at kalde deres ambassadører hjem til samtaler.

Holder øje med uroligheder
Nogle EU-lande har dog allerede valgt at lægge yderligere pres på Syriens Assad-styre. Holland, Storbritannien, Frankrig og Italien er blandt de lande, der allerede har taget en beslutning om at kalde ambassadører hjem.

Villy Søvndal skriver dog også i mailen, at han holder skarpt øje med urolighederne i landet, som er eskaleret de seneste døgn.

"Vi vurderer løbende den fortsatte danske tilstedeværelse i Damaskus. Sikkerheden skal være i orden for vores personale," lyder det.

Svækker mulighed for at agere
Han mener, det er vigtigt at fastholde ambassaden.

"Trækker vi vores ambassadør hjem nu, vil vi som lille ambassade i særlig høj grad svække vores mulighed for at agere i forhold til situationen i Syrien, hvilket også er vigtigt for civilbefolkningen," siger ministeren.

EU's ministre vil fredag endnu engang mødes for at diskutere situationen.

"I mellemtiden arbejder vi i EU på at få sanktionerne mod Syrien strammet op. Ligesom vi vil støtte op om de øvrige internationale initiativer, der i disse dage har til formål at lægge yderligere politisk pres på Assad-regimet," siger Villy Søvndal.

FN siger, at over 5000 mennesker er dræbt i Syrien siden marts 2011. Frankrigs regering har sat antallet af ofre til 6000.

Dansk ambassadør bliver i Danmark

Print artikelSend til en ven Del på facebook