Nu kommer eltogene til Esbjerg

Tirsdag d. 7. feb. 2012 kl. 15:15 af ritzau / kris for TV 2 Nyhederne

Transportminister Henrik Dam Kristensen

Regeringen og oppositionen har indgået en aftale om at elektrificere jernba­nen mellem Lunderskov og Esbjerg senest i 2015. Prisen er 1,2 milliar­der kroner. Det oplyser transportminis­ter Henrik Dam Kristensen.

Aftalen betyder, at der vil kunne køre eltog fra København til Esbjerg.

Politikerne forsøgte allerede den 17. november sidste år at blive enige om en aftale om at elektrificere jernbane. Her strandede forhandlingerne, fordi parterne ikke kunne blive enige om finansieringen.

Regeringen offentliggjorde i november en analyse, som viser, at det vil være en klog investering at omdanne det danske jernbanenet fra at være dieseldrevet til udelukkende at bruge strøm.

Der er særligt fire strækninger, hvor investeringen er økonomisk fornuftig, heriblandt strækningen mellem Esbjerg og København.

Det vil samtidig også reducere Danmarks samlede CO2-udslip.

Ifølge en analyse fra Transportministeriet, er der fire strækninger, som det vil være samfundsøkonomisk rentabelt at elektrificere i forlængelse af udrulningen af de nye signaler. Det drejer sig om strækningerne:

Her er hovedpunkterne i den nye aftale:

Elektrificering af jernbanenettet:

Elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov igangsættes og vil være færdig i 2015. Der afsættes 1.194 millioner kroner til arbejdet.

Desuden udarbejdes anlægsoverslag for at elektrificere følgende strækninger: Køge Nord-Næstved, Roskilde-Kalundborg og Fredericia-Aarhus.

Anlæg af dobbeltspor i Sønderjylland:

Der anlægges dobbeltspor på banestrækningen mellem Vamdrup og Vojens.

I aftale om En grøn transportpolitik af 29. januar 2009 reserverede parterne 0,7 milliarder kroner til anlægget, og der afsættes nu yderligere 55 millioner kroner til optimeret udførelse, så man undgår at genere godstrafikken i korridoren mest muligt i anlægsperioden. Det forventes, at strækningen åbner i 2015.

Nye stationer ved sygehuse i Hillerød og Gødstrup:

Der afsættes 46,5 millioner kroner til en ny station ved det kommende regionssygehus i Hillerød og 16,5 millioner kroner til en ny station ved det kommende regionssygehus i Gødstrup. Stationerne vil være med til at sikre en høj tilgængelighed til de nye sygehuse.

Metro til Københavns Nordhavn:

En ny metroafgrening fra Cityringen til hovedstadens nye byudviklingsområde i Nordhavnen vil løfte den kollektive trafik og gavne beboere og virksomheder i den kommende bydel.

Det er med aftalen besluttet, at Metroselskabet i 2012 kan igangsætte forberedende arbejder til en Nordhavnsmetro for i alt 96 millioner kroner.

Kilde: Transportministeriet / Ritzau

* Lunderskov - Esbjerg

* Fredericia - Aarhus

* Roskilde - Kalundborg

* Køge Nord - Næstved.

I dag er fjernbanenettet på strækningerne Helsingør - Øresund, København - Lunderskov - Padborg og Sønderborg - Tinglev elektrificeret.

Print artikelSend til en ven Del på facebook