Helle Thorning besøger Obama

Tirsdag d. 7. feb. 2012 kl. 11:58 af Anne Schøning Christensen, ansc@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Thorning-Schmidt og Obama skal blandt andet drøfte indsatsen i Afghanistan, EU-formandskabet samt den økonomiske situation i både USA og Europa

Statsminister Helle Thorning-Schmidt skal den 24. februar på sit første besøg hos den amerikanske præsident, Barack Obama, i Det Hvide Hus i Washington.

På dagsordenen står blandt andet sikkerhedspolitik, EU-formandskabet og den økonomiske situation.

"Jeg tror også, at hele den grønne dagsorden vil komme op. Det er vi også optaget af i forbindelse med det danske formandskab og indsatsen for at skabe vækst og beskæftigelse i Europa," siger statsministeren.

De to regeringschefer skal også tale om Afghanistan, hvor Nato vil trækker de fleste kamptropper ud i 2014.

"Vi skal til at udvikle vores partnerskab, også når vi går over til en ny indsats i Afghanistan. Vi har også en fælles indsats," siger statsministeren.

Endelig står Arktis også på dagsordenen, når den danske statsminister sætter sig til bords i Det Hvide Hus.

"Der er mange ting, vi skal drøfte. Vi har et rigtigt godt forhold til USA. Vi betragter dem som vores aller tætteste allierede og nære venner," siger Helle Thorning-Schmidt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook