Løkke vil sløjfe planlagt møllepark

Tirsdag d. 7. feb. 2012 kl. 10:12 af ritzau / kris for TV 2 Nyhederne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen

Venstre foretager en kovending og accepterer regeringens foreslåede økonomiske ramme for et nyt energiforlig.

Det tidligere regeringsparti vendte ellers så sent som i fredags tommelfingeren nedad over for klima- og energiminister Martin Lidegaards (V) seneste ramme på 3,9 milliarder kroner.

Men nu lyder der anderledes toner fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Den tidligere statsminister understreger dog på sin Facebook-side, at "vi er der ikke endnu":

"For nok har regeringen barberet næsten to milliarder kroner af sit eget udspil. Og det vil jeg gerne kvittere for, men det kan ikke skjule en undren over, at det ikke har haft nogen betydning for indholdet.

"Det virker vel optimistisk, at man tilsyneladende kan få det hele for to tredjedele af prisen."

Tre centrale krav fra Venstre
Ifølge Venstres formand har partiet tre såkaldte centrale krav til de videre forhandlinger:

For det første skal pengene fra de forventede effektiviseringer i kassen, før de bruges. Derfor må den ene af de havvindmølleparker, S-R-SF-regeringen har foreslået, gøres afhængig af, at pengene rent faktisk kommer ind.

For det andet er regningen stadig for dyr for familier med oliefyr. Regeringens forslag sender en regning på 150.000 kroner til 150.000 familier, som ikke kan koble sig på fjernvarme eller anden kollektiv varmeforsyning.

Oliefyr var et af stridspunkterne i forhandlingerne om en ny energiplan. Se indslag fra 6. februar

Og for det tredje skal der laves en analyse af, om det samfundsøkonomisk er bedst at lave vindmølleparken ved Kriegers Flak eller Horns Rev III først.

Venstre har ellers hele tiden stået fast på, at de næste otte års energipolitik skulle munde ud i en investeringsramme på tre milliarder kroner i 2020.

Regeringen har løbende sænket sin ramme, som startede på 5,6 milliarder kroner, men siden faldt først til 4,6 milliarder og nu til 3,9 milliarder kroner.

Print artikelSend til en ven Del på facebook