En af de danske helligdage risikerer at blive omdannet til en almindelig arbejdsdag, som led i bestræbelserne på at få lønmodtagerne til at give den en ekstra skalle.
Fagbevægelsen og arbejdsgiverne er i fuld gang med at forberede forslag til, hvordan danskerne kan arbejde mere. Det sker som opvarmning til forårets trepartsforhandlinger med regeringen. Det skriver Jyllands-Posten.
Engang var Store Bededag blot én ud af mange bededage, der var spredt ud over hele året:
- Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, der var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. Han samlede i 1686 alle bods- og bededage til det, vi i dag kender som Store Bededag.
- Store Bededag er placeret den fjerde fredag efter påske, så Christian den Femte kunne nå at holde bededag i København, inden kongen drog ud på sommerrejser i sit rige.
- Store Bededag blev varslet allerede aftenen før med kirkeklokker, der betød, at kroerne skulle lukke. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt og ædru i kirke dagen efter.
- Som en del af den nye helligdag blev alt arbejde forbudt. Bagermestrene fandt derfor på at bage hvedeknopper dagen inden, som så kunne lunes og spises på Store Bededag.
Kilde: Dansk historisk fællesråd
Blandt de idéer, der regnes på, er en afskaffelse af store bededag, erfarer avisen fra en række kilder.
Også de offentligt ansattes betalte frokost- og kaffepauser kan stå for fald.
Muligheden for at sælge den femte ferieuge til arbejdsgiverne er også med i idékataloget.
Regeringens ambition senere på foråret er en trepartsaftale, der vil øge arbejdsudbuddet med 20.000 personer og sikre 4 mia. kr. ekstra i statskassen.
Fagbevægelsens top er ifølge Jyllands-Postens oplysninger klar til at levere endnu mere mod til gengæld at få en "historisk efteruddannelsesreform", som en kilde udtrykker det, og en reform af aktiveringsindsatsen.
Beregninger fra DA og Dansk Erhverv viser, at en afskaffelse af store bededag, som falder fjerde fredag efter påske, vil give et ekstra arbejdsudbud på omkring 10.000 personer og skaffe knap 2 mia. kr.
Samme resultat nåede De Radikale frem til, da partiet for to år siden luftede ideen om at droppe helligdagen.
"Der ligger en del fridage i foråret, og en af dem kunne man godt tilbagerulle. Hvis vi skal have råd til mere velfærd i fremtiden, bliver vi nødt til at arbejde mere," siger partiets arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq.




