Frygter ikke retssag om civildrab

Torsdag d. 2. feb. 2012 kl. 11:16 af ritzau / jely for TV 2 Nyhederne

Dansk F-16-fly letter fra basen på Sicilien.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) hilser det velkomment, at en civil libyer lægger sag an mod Nato for at få afklaret, om Nato-kampfly slog hans kone og to børn ihjel.

Sagen kan berøre Danmark, fordi danske fly bombede i det område, hvor de civile blev dræbt.

"Generelt skal der være så meget åben­hed som muligt omkring missionerne i Libyen. Hvis der kommer en retssag, så er det en anden måde at få oplysninger­ne frem på, og det, synes jeg, er helt fint," siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Første gang i retten
Det er dagbladet Information, som skriver, at Nato for første gang nogensinde bliver trukket i retten anklaget for at være skyld i civile tab.

Ifølge Information var danske kampfly aktion i området omkring den libyske provinsby Sorman den 20. juni 2011.

Det var netop den dag i Sorman, at 13 civile ifølge Khaled al-Hamedi blev dræbt. Det er ham, der nu anlægge retssagen, fordi han føler sig overbevist om, at det var Nato og ikke Gaddafi, som angreb hans hjem.

Otte af ofrene er bekræftet af Human Rights Watch og New York Times.

Vil ikke deltage i spekulationer
Forsvarsminister Nick Hækkerup vil ikke kommentere på, hvornår og hvordan Danmark har angrebet mål. Og han vil derfor heller ikke spekulere i, hvorvidt Danmark kan være skyld i civile drab.

"Helt generelt kan jeg sige, at hvert eneste mål, som danske fly angreb, var godkendt som militære mål. Hvis der opstod særlige situationer undervejs, så var det ikke sådan, at danske fly bare bombede. Der har været situationer, hvor Danmark er blevet bedt om at engagere mål, men hvor vi har sagt nej, fordi vi ikke var sikre på, at der kun var tale om militære mål," siger Nick Hækkerup.

Khaled al-Hamedi mener selv, at Nato med vilje angreb hans hjem, fordi hans far, general Kweldi, i mange år var medlem af Libyens 12 mand store Revolutionsråd og en af Gaddafis fortrolige.

Spørgsmål: Er det et mål, som Danmark kunne anerkende som et militært mål?

"Jeg kan ikke kommentere på de konkrete mål. Men generelt gjorde vi meget for at sikre, at det var legitime mål, vi angreb," siger Nick Hækkerup.

"Vores mission i Libyen var at undgå overgreb på civilbefolkningen. Ikke at vælte Gaddafi," siger Nick Hækkerup.

Print artikelSend til en ven Del på facebook