Sigtet for drabsforsøg er løsladt

Lørdag d. 28. jan. 2012 kl. 13:22 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 28/1 2012; 15:00)

Drabsforsøgsmistænkt er nu løsladt

Fyns Politi har valgt at løslade en 45-årig mand, som dog fortsat er mistænkt og sigtet for at have affyret syv skud mod en villa på Folehaven i Svendborg tidligt fredag morgen.

Beboeren i huset arbejder i en speciel enhed i Nordfyns Kommune, der afslører socialt bedrageri - og den 45-årige er sigtet for drabsforsøg mod beboeren.

Løsladelsen kommer efter en langvarig ransagning af den sigtedes hjem. Her blev mistankegrundlaget ikke bestyrket, oplyser politiet.

I forbindelse med skyderiet var den kommunalt ansatte samt hans kone og søn tilstede i huset. Og politiet vil nu tale med manden om hans sikkerhed.

"Han er bortrejst i weekenden - men vi tager en snak med ham, når han kommer tilbage," siger politikommissær Niels Christian Larsen fra Fyns Politi til tv2.dk.

Leder efter flere beviser
Politiet arbejder videre med sagen, hvor den 45-årig er sigtet for drabsforsøget.

"Vi skal finde ekstra ting, som kan bevise, at mistankegrundlaget er solidt nok til at varetægtsfængsle ham," siger politikommissær Niels Christian Larsen.

"Der er teknisk efterforskning og afhøringer, som vi skal se igennem."

Vagter ved kommunen
Skyderiet fik fredag Nordfyns Kommune til at indsætte vagter på rådhuset i Otterup, hvor målet for skuddene er ansat i kommunens borgerservice.

Og på mandag vil der atter være vagter til stede, oplyser borgmester Morten Andersen.

"Vi var lettede, da en person blev anholdt - men efter i dag er usikkerheden vendt tilbage," siger han til TV 2 Nyhederne.

Print artikelSend til en ven Del på facebook