Formand for DHF, Per Bertelsen
Selv om der har været talstærkt politi i gaderne i Beograd, så har hooligans alligevel ødelagt meget af håndboldglæden i landet, hvor det danske hold skal spille finalekamp på søndag.
Kulminationen på håndboldvolden var, da en af stjernerne ved kampen mellem Serbien og Kroatien i går blev ramt i øjet af en dartpil, mønt eller en flaske.
Men formand for DHF, Per Bertelsen, opfordrer alligevel danske fans til at rejse til Serbien for at støtte landsholdet.
"Så må vi bare bede til at sikkerheden bliver skærpet endnu mere," siger han til TV 2.
"Der var voldsom sikkerhed i går - der var politi over alt, der var militær over alt - og ikke engang VIP'erne kunne komme igennem, uden at du stort set næsten måtte stå i underbukser. Men det har åbenbart ikke været nok."
Håber ikke, at kampen aflyses
DHF vil i dag kæmpe for at få endnu bedre sikkerhed i forbindelse med finalekampen.
"Der har været flere forskellige ting i går, som vi ikke har synes har været ok - og det vil prøve at tage op med EHF. Der har været meget sikkerhed hernede, men det har åbenbart ikke været godt nok," siger Per Bertelsen.
"Man ved, at du må ikke engang have en femøre med, så blev den taget fra dig - og så er det alligevel lykkedes med alt det sikkerhed og al det politi, der har været, at få kasteskyts med ind. Det er totalt utilgiveligt"
Per Bertelsen forventer ikke, at de voldsomme hooligans vil medføre, at skal spilles for tomme tribuner, eller at kampen bliver aflyst.
"Jeg håber heller ikke, at det vil ske. For det skulle ikke være volden, der gør, at vi ikke kan spille vores håndboldkamp."




