Fyns Politi har fredag ransaget adskillige adresser på Fyn.
Det sker efter det dramatiske skuddrama i Svendborg fredag morgen, hvor der med syv skud blev skudt mod en kommunal medarbejders parcelhus, skriver fyens.dk.
En 45-årig mand fra Nordfyn blev om eftermiddagen anholdt i sagen, men det stoppede ikke den store politiaktion. Lederen af lokalpolitiet i Svendborg, Niels Christian Larsen, oplyser, at 25 mand fredag gik i gang med ransagninger på flere adresser på Fyn.
"Vi ransager flere steder, hvor vi ved, manden har været, og vi leder blandt andet efter våben," siger Niels Christian Larsen til fyens.dk.
Han oplyser, at ransagningerne fortsætter lørdag.
I forvejen kendt af politiet
Politiet var fredag blandt andet i gang med en ransagning på mandens adresse, hvor hans familie blev bedt om at forlade huset.
Den 45-årige er i forvejen kendt af politiet.
"Ja, vi kender ham i forvejen for personfarlig kriminalitet, men mere kan jeg ikke sige nu," siger Niels Christian Larsen.
Den 45-årige sigtes for drabsforsøg, men det er endnu uvist, om han vil blive fremstillet i grundlovsforhør.




