Ansat er blevet truet af klienter

Fredag d. 27. jan. 2012 kl. 20:19 af Anne Schøning Christensen, ansc@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Fyns Politi kunne fredag eftermiddag anholde en 45-årig mand, der er sigtet for at affyre de syv skud fredag morgen mod den ansattes hus i Svendborg

Fyns Politi mener, at motivet til et skyderi mod et parcelhus i Svendborg fredag morgen er, at beboeren i huset arbejder i en speciel enhed i Nordfyns Kommune, der afslører socialt bedrageri.

"Et af motiverne kunne være, at der er nogle trusler fra nogle klienter i forbindelse med forurettedes arbejde. Han er ansat i Nordfyns Kommune og har så et arbejde, hvor han kommer i kontakt med nogen, som har truet ham," fortæller Niels Christian Larsen, politikommissær ved Fyns Politi, til TV 2 Nyhederne.

Fyns Politi kunne fredag eftermiddag anholde en 45-årig mand, der er sigtet for at affyre de syv skud fredag morgen mod den ansattes hus i Svendborg.

Fredag aften eller lørdag formiddag vil det blive afgjort, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Print artikelSend til en ven Del på facebook