Frigivne gidsler sidder bag pigtråd

Fredag d. 27. jan. 2012 kl. 14:43 af Maria Bundgaard, marb@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Anna Gaarslev befinder sig ved basen på Sicilien

Danske Poul Hagen Thisted befinder sig på nuværende tidspunkt på den amerikanske militærluftbase Sigonella i Sicilien.

Her får han sammen med den 32-årige amerikaner Jessica Buchanon hjælp til at komme videre, efter tre måneders fangenskab i Somalia.

"Poul Thisted og Jessica Buchanan skal have lettet det indre psykologiske tryk, der har opbygget sig under deres tid i fangenskab," siger TV 2's Anna Gaarslev, som befinder sig ved basen.

Amerikanerne har mange års erfaring med at hjælpe også civile, der har været udsat for situationer, som de to gidsler har oplevet.

"Det er derfor, at de to nu befinder sig på militært område sammen med deres allernærmeste familie," siger Anna Gaarslev.

Er frie til at kunne gå
Hun tilføjer, at det amerikanske militær anslår, at den fase, som gidslerne befinder sig i lige nu, minimum vil vare 72 timer.

"Men de er jo ikke taget til fange, selv om pigtråden godt kunne antyde det," siger Anna Gaarslev.

"Så hvis de nærer et meget stærkt ønske om at forlade basen, så må de godt de. Og hvis de modsat ønsker at blive lidt længere, fordi de føler, at de ikke er klar til at vende hjem endnu, så må de også gerne det."

Print artikelSend til en ven Del på facebook