Forurening modvirker vacciner

Tirsdag d. 24. jan. 2012 kl. 22:01 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 25/1 2012; 06:30)

Stoffer, der bruges i f.eks. pizzabakker og fødevareemballage, er bombe under sundhedsforebyggelse

Kort om de perfluorerede stoffer (PFC)

  • Perfluorerede stoffer (PFC) anvendes i imprægneringsmidler og i visse typer af vandafvisende tekstiler som pizzabakker, poser til mikropopcorn og fremstilling af teflonpander

  • PFC er en samlet betegnelsen for en række stoffer

  • Stofferne er allerede under mistanke for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende

  • Undersøgelser i mennesker har antydet en sammenhæng mellem forhøjede blodkoncentrationer og forskellige effekter som nedsat sædproduktion, nedsat frugtbarhed hos kvinder, effekter på skjoldbruskirtlen, ændringer i stofskiftet, ADHD og øget forekomst af brystkræft

  • Vi er alle udsat for PFC og en blodprøve vil næsten altid afsløre adskillige PFC-forbindelser

  • PFC-stoffer findes i støv i boligen, men almindelig rengøring og støvsugning har en effekt

  • PFC-stofferne er meget stabile fluor-forbindelser, der er nærmest unedbrydelige i miljøet. Stofferne ophober sig derfor i miljøet. Man har for nylig fundet de højeste koncentrationer i leveren fra isbjørne

  • Mens Philippe Grandjean ikke selv vil spise mikrobølgepopcorn, så er der intet i vejen for at stege kød på teflonpander, da stofferne er bundet. Det er imidlertid ved produktionen af panderne, at PFC-stofferne slipper ud fra fabrikkerne

Industrikemikalier, der har været brugt i de sidste 50 år uden nogensinde at være blevet undersøgt til bunds, viser sig nu at være en mulig bombe under forebyggelsen af sygdomme.

De såkaldte perfluorerede stoffer (PFC), som vi i hverdagen udsættes for gennem f.eks. pizzabakker, paptallerkner, mikrobølgepopcorn, regntøj og imprægnering af sko og sofaer - modvirker nemlig vacciners virkning.

Det viser ny dansk-færøsk forskning, hvis resultater netop er blevet offentliggjort i det anerkendte amerikanske lægetidsskrift "The Journal of the American Medical Association."

Forskningsprojektet er støtte af Det Strategiske Forskningsråd, Miljøtyrelsen og de amerikanske myndigheder.

Den danske professor og læge ved Syddansk Universitet, Philippe Grandjean, har sammen med en dansk-færøsk forskergruppe undersøgt over 600 børn på Færøerne for antistoffer mod børnevaccinerne stivkrampe og difteri.

Artiklen fortsætter under playeren

Professor og læge Philippe Grandjean vil ikke give sin familie f.eks. mikrobølgeovnspopcorn.

Og resultaterne var overraskende:

"Jo mere børnene i undersøgelsen havde været udsat for PFC-stoffer, desto dårligere reagerede de på vaccinerne. Når man øger udsættelsen for PFC til det dobbelte, så sker der en mindskning i antistofdannelsen med cirka 50 procent," siger Philippe Grandjean til TV 2.

Han fortsætter:

"Det er faktisk den kraftigste reaktion, som vi har set. Vi ved at stoffet dioxin og andre lignende stoffer også kan give en tilsvarende virkning, men virkningen ved PFC er langt kraftigere."

Om den dansk-færøske undersøgelse:

  • I alt 665 børn indgik i den dansk-færøske undersøgelse

  • Børnenes immunfunktion blev målt ved hjælp af koncentrationen af antistoffer mod stivkrampe og difteri, som alle børn vaccineres mod

  • Børnenes udsættelse for PFC blev målt på tre tidspunkter: På blodprøve taget på moderen ved sidste undersøgelse inden fødslen, på en blodprøve fra barnet ved femårsalderen og igen på blodprøve, da barnet var syv år

  • Undersøgelserne viste, at barnets udsættelse for PFC i fostertilstanden mindskede evnen til at danne antistoffer senere hen. Den tydeligste effekt fandtes hos de syvårige børn, hvor en fordobling af PFC-udsættelsen førte til en halvering af indholdet af antistof

  • Formålet med børnevaccinationer er at opnå en vedvarende - helst livslang - immunitet

Nogle børn var ubeskyttede på trods af vaccine
Virkningen af industrikemikalierne - der er kendt for at ophobe sig i miljøet og i fødekæderne - er faktisk så kraftig, at nogle af børnene i undersøgelsen var ubeskyttede:

"Nogle af børnene havde så dårlig antistofreaktion, at de var ubeskyttede mod de sygdomme, som de allerede var vaccineret mod op til fire gange. Vi gav dem endnu en vaccine for at øge antistofdannelsen, men det løser jo ikke det generelle problem," siger Philippe Grandjean.

Ud over nogle sjældne, arvelige sygdomme, radioaktiv stråling og bestemte former for kræftmedicin kendes meget få årsager til, at et barn reagerer dårligt på vaccinationer.

Kan havde betydning for andre sygdomme
Forskerne har kun undersøgt PFC-stoffernes virkning på vaccinationer mod difteri og stivkrampe. Men Philippe Grandjean er ikke i tvivl om, at PFC-stofferne også har konsekvenser for andre sygdomme, hvor immunsystemet spiller en rolle:

"Det handler især om, hvor godt vores immunsystem er til at bekæmpe smitsomme immunsygdomme. Man ved fra mange års erfaringer med vacciner, at nogle mod forventning ikke bliver beskyttet af en vaccine, selv om de er blevet vaccineret, men man har ikke vidst hvorfor. Vores forskning kan måske give en del af svaret," siger han og kalder det skandaløst, at PFC-stoffernes virkning på menneskets immunsystem ikke er blevet undersøgt tidligere.

"Vi kan ikke få stofferne ud af kroppen"
En amerikansk virksomhed, DuPont, har faktisk tidligere undersøgt PFC-stoffernes virkning og fandt i 1980'erne, at stofferne kunne have nogle giftvirkninger, men virksomheden holdt den viden for sig selv.

DuPont fik siden den største bøde i historien for ulovligt at hemmeligholde informationerne.

"Nu har man balladen. Det er en underlig situation for mig som læge, at man på ellers raske børn finder ud af, at noget er gået helt galt - og som vi faktisk ikke har nogen behandling for, for vi kan få stofferne ud af kroppen på børn og voksne igen," siger Philippe Grandjean.

"Vi kan ikke tankeløst sprede stofferne"
Den europæiske kemikalielovgivning, REACH, skal under det danske EU-formandskab tages op til revision.

Philippe Grandjean mener, at den dansk-færøske undersøgelse må give anledning til at skærpe reglerne i forhold til PFC-stofferne:

"Det er næste generation, det rammer, og vi kan ikke forsvare, at vi tankeløst spreder farlige stoffer ud, så de ender med at ramme livsfunktioner," siger han og fortsætter:

"Som læge må jeg understrege, at det er vigtigt, at vaccinerne virker så effektivt så muligt - men stofferne er en bombe under forebyggelsen. Nu må vi beskytte os bedre mod denne her form for forurening."

Print artikelSend til en ven Del på facebook