Danskerne tager ikke krise alvorligt

Tirsdag d. 24. jan. 2012 kl. 05:39 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 24/1 2012; 06:48)

På trods af daglige fyringer, har krisen ikke fået flere danskere til at medle sig ind i en A-kasse.

Danmark er i krise og dagligt må virksomheder fyre medarbejdere på grund af nedskæringer.

Alligevel har knap 800.000 danskere afskåret sig selv fra at få dagpenge, hvis uheldet skulle være ude, og de mister deres job.

Ifølge tal for 3. kvartal i 2011 fra AK Samvirke - der er A-kassernes interesseorganisation - er 782.878 danskere nemlig ikke medlem af en A-kasse. Det svarer til 27 procent af arbejdsstyrken - det samme antal som i 2008, da krisen brød ud.

Dermed har krisen ikke fået flere danskere til at sikre sig en månedlig indtægt i tilfælde af en fyreseddel.

Man relaterer ikke krise til egen situation
Flere eksperter er overraskede over, at krisen ikke har fået flere danskere til at melde sig ind i en A-kasse, og fremhæver, at årsagen blandt andet er, at danskerne ikke tager krisen alvorligt:

"Danskerne er godt klar over, at vi er i krise, men tallene er udtryk for, at man ikke relaterer krisen til ens egen situation. Mange vurderer ikke, at de selv er i farezonen for at miste deres job," siger Stine Rasmussen, der er phd.-studerende ved center for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Hun siger videre:

"Og dem, der er i farezonen, foretager en risikovurdering og tænker, at de sagtens kan forsørge sig selv i tilfælde af en fyreseddel."

Mange tror, de bare kan få kontanthjælp
Ifølge direktøren for AK-Samvirke, der er A-kassernes interesseorganisation, tror mange danskere samtidig fejlagtigt, at de kan få kontanthjælp, hvis de bliver fyret:

"Vi hører - og undersøgelser viser - at mange tror, at man bare kan få kontanthjælp. Men virkeligheden er, at det er de færrest, der kan få kontanthjælp. Hvis de f.eks. har en ægtefælle, der tjener penge, eller har en tilgængelig formue på 10.000 kroner, så får de ikke en rød reje. Så mange er virkelig på den, hvis de bliver arbejdsløse - det kommer som en overraskelse for rigtig mange," siger Verner Sand Kirk.

Svarer til kaskoforsikring - uden forsikring
Han kalder det - i lighed med Arbejdsmarkedskommissionen ­ et samfundsøkonomisk problem, at over en fjerdel af den samlede arbejdsstyrke står uden et sikkerhedsnet i tilfælde af en fyreseddel. Og samtidig kritiserer han de nuværende regler for, hvornår man har optjent ret til dagpenge.

Ifølge reglerne skal man nemlig have betalt kontingent til en A-kasse i et år og have arbejdet i et år uden ferie for at kunne modtage dagpenge:

"Det svarer til, at man betale kaskoforsikring på sin bil i et helt år uden at kunne få skader betalt gennem forsikringen, hvis man kører galt i dét år," siger han.

Han foreslår derfor, at man i stedet optjener rettighederne til f.eks. dagpenge gradvist på baggrund af arbejde og indtægt.

Unge har opdaget de svære tider
Mens krisen ikke har fået de 30- til 59-årige til at sikre sig mod arbejdsløshed, ser den stigende ungdomsarbejdsløshed ud til at have været en øjenåbner for de unge mellem 16 og 29 år.

Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er andelen af unge, der er medlem af en A-kasse således vokset fra 54,2 procent i 2009 til 57,9 procent i 2010.

"Vi kan se, af Danmarks Statistiks registre, at medlemsandelen blandt unge er steget en anelse fra 2009 til 2010. Så de unge, har måske lært af krisen, og at man ikke automatisk kan få kontanthjælp. Bag tallene ligger dog også et en del nyuddannede har det virkelig svært for tiden, og derfor har været gode til at melde sig ind i en A-kasse," siger senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Mie Dalskov Pihl.

Tallene er noget højere, hvis man tæller de unge studerende med. A-kasserne tilbyder nemlig billig medlemskab til de studerende, hvilket har betydet flere medlemmer blandt unge.

Flere ledige mænd end kvinder
Mens 77 procent af kvinderne i arbejdstyrken er medlem af en A-kasse, gælder det kun 69 procent af mændene.

"Kvinder er nu om stunder mere bevidste om risikoen for at blive ledig end mændene er - paradoksalt nok er ledigheden lige nu højst for mænd," siger Verner Sand Kirk.

Print artikelSend til en ven Del på facebook