Voldstiltalt plejemor: Barnet stjal mad

Onsdag d. 18. jan. 2012 kl. 13:26 af Janni Pedersen, japi@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 18/1 2012; 13:46)

Mern­sagen

Den 54-årige plejemor, som sammen med sin mand er tiltalt for vanrøgt, frihedsberøvelse og vold mod ni børn på plejefamiliens adresse på Mern holder fast i, at hun er uskyldig.

Det sker i Retten i Nykøbing Falster, hvor hun i dag afgiver forklaring.

Plejemoderen er blandt andet blevet udspurgt om det punkt i anklageskriftet, hvor et søskendepar har forklaret om, hvordan de gennem deres seks år hos familien blev udsat for vold, trusler og frihedsberøvelse.

Rapkæftet pige og tyvagtig søn
Søskendeparret, en ung mand på nu 27 år og hans 23-årige lillesøster forklarede i retten for to uger siden, hvordan de blev låst ind og udsultet, da de var ganske små.

Plejemoderen forklarede i dag retten, at det var et noget specielt søskendepar.

"Min plejedatter var meget rapkæftet, hun sagde, hvad hun mente. Min plejesøn var meget sårbar, han havde nogle underlige fantasier, han troede på et tidspunkt, han kunne flyve. Han levede og åndede for mad, han spiste hele tiden," lød det i retten.

"Han havde ingen mæthedsfornemmelse. Min plejesøns store madforbrug betød, at han kunne finde på at stjæle madpakker fra de andre. Han stjal penge og slik, vi skulle være meget opmærksom på ham alle steder, hvor vi kom."

Og plejemoderen tilføjede, at der ikke var tvivl om, at drengen stjal.

"Vi vidste, det var ham, for det lå i hans lomme. Vi måtte igen forklare ham, at det måtte han ikke. Han forklarede, at han samlede penge til sin mor, for hun ikke havde så mange. Skolen fortalte også, at han rapsede i skolen."

Skolen afviste påstand
Anklageren i sagen læste i retten højt fra en rapport fra skolen, om at man her aldrig havde oplevet, at plejesønnen rapsede.

Til gengæld beskriver rapporten, at drengen trivedes i skolen og havde det godt.

"Ja, jeg kan kun sige, at skolen fortalte os, at han rapsede. Og vi mente, han havde det dårligt i skolen," sagde plejemoderen.

Måtte ikke spise grisefoder
Søskendeparret har fortalt, at de blev låst inde på gårdens førstesal, og at de blev udsultet i flere dage, så de til sidst spiste bøger og toiletpapir.

Nogle gange fik de tiltusket sig mad fra sække med grisefoder, hvor der var
mug på.

Anklageren spurgte, om den tiltalte havde set plejesønnen spise af grisemaden.

"Han ville gerne, men han fik ikke lov," lød svaret.

Søskendeparret har forklaret, at de blev låst inde i op til tre dage og sad og ventede "som to små hunde" på, at døren skulle blive åbnet, så de kunne få noget mad.

Kan ikke låses inde
Anklager: Er det rigtigt, at der på et tidspunkt blev sat en plade op til 1. salen?

"Den har altid været der, også da vi flyttede ind. Det var en dårlig dør, så derfor havde den en ekstra plade. De er aldrig blevet låst inde. Jeg hørte min plejesøn fortælle her i retten, at han også var blevet låst inde på loftet. Det kan slet ikke lade sig gøre," svarede plejemoderen.

Anklager: To drenge har forklaret, at de er blevet tvunget til at løbe rundt ude i gården i kulden, mens I stod og så på det?

Plejemor: Nej, det er aldrig sket.

Anklager: At de er blevet spulet med koldt vand?

Plejemor: Nej, aldrig.

Anklager: Hvad med at få holdt hovedet under vand?

Plejemor: Nej, det er aldrig sket. Vi har aldrig afstraffet dem, de er blevet bedt om at gå ind på deres værelse i 10-15 minutter. Det er alt.

Print artikelSend til en ven Del på facebook